Hvad består en kostplan egentlig af - og er det for alle?
Vi har snakket med Oliver om kost og ”kostplan” er blevet nævnt et par gange, men hvad indebærer en kostplan egentlig og er kostplaner for alle?
Kostplaner er gode til at optimere. De sikrer, at vi som gymnaster får præcis det vores krop, har brug for. Kosten er vores brændstof og sammen med søvn én af de vigtigste parametre i din restitution.
Kostplaner er dog bestemt ikke for alle, påpeger Oliver. Det kræver, at du er klar til at dedikere dig til det. Det er ikke et quick fix på vejen mod at blive en af de bedste. Det gør det nemmere, fordi du ikke selv skal bruge tid på at udregne dit kalorieindtag og din makrofordeling, men det kræver helt klart noget af dig. Derfor skal du gøre op med dig selv: hvor meget vil jeg det? Vil du det 100% og går du op i at præstere til hvert eneste træningspas op mod en konkurrence – så kunne en kostplan være et godt værktøj for dig.
”Når vi i BARA Fitness hjælper gymnaster med kostplaner er det altid med 100% udgangspunkt i den enkelte. Der er ikke to personer hvis metabolisme der er ens. Derfor findes der ikke en one size fits all.” fortæller han. Oliver tilføjer også, at der selvfølgelig også skal tages hensyn til den enkeltes situation, hvad vedkomne kan lide at spise og hvor mange måltider om dagen, der er optimalt og bekvemt for gymnasten. Så man får ikke udleveret kostplaner hvor man skal spise kogt broccoli, hvis man ikke kan fordrage det.
Det er også vigtigt for Oliver at understrege, at kostplanerne aldrig står alene. De skal følges op af løbende coaching, hvor man er i dialog med klienten, så de hele tiden har fingeren på pulsen, kan foretage justeringer og dermed sikre det ønskede output af kostplanen. Derudover vil der altid blive arbejdet med klienterne i forhold til at lære at tracke deres kost. På den måde er de ikke nødvendigvis bundet op af en streng kostplan, men er mere fleksible i arbejdet med deres kost.
Som beskrevet tidligere er der forskelligt fokus på kosten i forskellige perioder. En kostplan er et værktøj, der kan tages i brug i en in-season periode. De anbefaler ikke, at man skal følge en kostplan hele tiden. Tracking af din kost kan give dig de samme resultater, men giver en væsentligt større frihed i off- & pre-season. Når en kostplan kan være et godt værktøj i in-season, er det fordi den fjerner alle bekymringer om at skulle ramme sit kalorieindtag og sine makroer. Følger man planen, ved man, at man får det man har brug for. Så skal man kun bekymre sig om at handle ind og mealpreppe.
Som afsluttende spørgsmål spørger vi Oliver om det er muligt at blive en god gymnast uden at følge stramme kostplaner og mealpreppe alle sine måltider. Til det svarer Oliver sikkert, at man sagtens kan og forsætter ”Der er så uendeligt mange faktorer, der spiller ind i forhold til hvordan en gymnast bliver god, men hvis man er der, hvor man jagter de sidste procenter for at nå de store resultater, så er kosten et helt sikkert sted, hvor man kan hente rigtig meget.”