Julie fortæller
Navn: Julie Kissow
Gymnastikgren: TeamGym
Hvornår startede du til gymnastik: Jeg startede til gymnastik som helt lille. I en stor del af mit gymnastikliv har jeg primært været opvisningsgymnast, dog med længere perioder, hvor jeg også konkurrerede i spring-rytme gymnastik. Derudover har jeg været et år på Københavns rephold. Siden 2014/2015 har jeg kun lavet TeamGym - først som elev på Ollerup Højskole og derefter i Gladsaxe Gymnastikforening.
•Fortæl os om din største oplevelse med gymnastikken?
Min største gymnastikoplevelse har været svær at vælge ud. Jeg har som opvisningsgymnast været på flere fantastiske udenlandsrejser, hvor jeg har deltaget i store opvisninger/shows, og derudover har jeg som TeamGym gymnast i de seneste 6 år deltaget i store konkurrencer både nationalt og internationalt. Trods flere uforglemmelige udenlandsrejser, nordiske mesterskaber og europæiske mesterskaber, står DM finalen i TeamGym 2018 alligevel som den mest mindeværdige gymnastikoplevelse, som jeg har været en del af.
•Hvad gjorde det til en særlig oplevelse?
DM-finalen i TeamGym i 2018 har bidt sig fast som en helt særlig oplevelse, da det er den mest spændende og tætte konkurrence, jeg har været en del af. Både mit hold, Gladsaxes seniordamer, samt vores konkurrenter bestående af tre andre spændstige seniordame hold (TeamGym Greve, TGA og Viborg) leverede et brag af en konkurrence. Forløsningen ved at få at vide, at Gladsaxe lige akkurat fik point, der rakte til en 1. plads og dermed en DM-titel for tredje år i træk, var helt fantastisk og en følelse, der ikke er til at beskrive. Det øjeblik vil jeg altid blive tænke tilbage på med et stort smil på læben!
•Hvad er det ved gymnastikken, du bedst kan lide?
Fællesskabet er en af de ting, som jeg elsker mest ved gymnastikken. Fællesskabet på ens eget hold hjemme i den lokale forening er vigtigt, da jeg er af den overbevisning, at det skal være sjovt at lave gymnastik. Men også fællesskabet på tværs af klubberne landet over er noget specielt. Alle træner hele sæsonen for at opnå de bedst mulige resultater, og alle kæmper om pladserne på podiet, men på trods af store konkurrence mennesker, er opbakningen klubberne imellem altid god ude i hallerne.
•Har du nogle drømme om en særlig gymnastikoplevelse for fremtiden? (en speciel konkurrence, et specielt show, en rejse osv.)
Jeg har været så heldig, at jeg igen er blevet udtaget til det danske seniordamelandshold frem mod EM på hjemmebane i april 2021. Ligesom mange andre håber jeg på, at Corona vil tillade afholdelse af konkurrencer i foråret, så jeg kan få lov til at kæmpe om én af de 12 pladser på damelandsholdet. Det ville være en fantastisk oplevelse - Coronarestriktioner eller ej ;-)