Hvad glædede i jer mest til, da I skulle starte på Vesterlund?
CAROLINE: Da jeg startede på Vesterlund, vidste jeg ikke rigtig, hvad en opvisning var. I starten kunne jeg slet ikke lide at træne til opvisning - det sagde mig intet. Jeg var kun kommet pga. teamgym, og det var det jeg glædede mig til. Først efter et par gennemløbninger af opvisningen fik jeg kuldegysninger og indså, hvor stort det egentlig var. Inden jeg startede, havde jeg heller ikke tænkt på alle de nye venskaber og oplevelser jeg ville få. Jeg havde mange forventninger inden jeg startede og glædede mig, men jeg vidste ikke, hvad jeg glædede mig til eller hvad jeg gik ind til.
ALBERTE: Da jeg startede på Vesterlund, glædede jeg mig helt vildt til at finde ud af, hvordan vores opvisning ville være fordi, det er det, der kendetegner en årgang på Vesterlund. Gymnastikken har altid været en stor del af mit liv, og det er alle slags gymnastik. Jeg har altid gerne ville gå på Vesterlund for jeg har altid kun oplevet det som en hyggelig og god efterskole, hvor der var masser af plads til at udvikle sig gymnastisk og personligt.